Lørdag - tur på landet til O'Reillys

Vi havde talt om at stå lidt tidligt op, og tage afsted mod O'Reilllys, der ligger lidt sydpå lige ved grænsen til New South Wales. Der er "ingen" veje inde i landet, så vejen var, at køre nordpå, derpå vestpå, og så sydpå - og samme vej tilbage. Det blev ikke så tidligt, for vi endte med at gå i seng ved 2:30 tiden ...

Vejret er altid en parameter med natur-ture. De havde desværre lovet skidt vejr, men det så ikke slemt ud her, kun overskyet, så vi pakkede en lille kuffert for det tilfælde, at vi besluttede at sove i en af hytterne.

De første mange kilometer er på fin vej, og er ret hurtigt kørt. De sidste 35 tager over en time. Det er snoede bjergveje, der ofte kun er et spor med vigepladser (så modkørende trafik kan passere hinanden). Annemette kørte - det er bedst, for hun bliver let køresyg hvis hun ikke har kontrollen med rattet. Imens sad hun og nynnede "The long and winding road", som godt kunne være inspireret af denne vej :-)

The long and winding road.

Nogen steder var vigepladserne blot vådt jord.
Jeg stoppede og fotograferede lidt udsigt over dalen nedenunder, men også lidt dyreliv. Er det ikke længe siden, vi har set en "spider" :-)

De er gode til at sidde stille, når de skal fotograferes.

Det sidste stykke gik gennem naturparken Lamington, og der var en del vej i sådanne alleer:

Taget ud gennem nedrullet vindue, vi kørte 20-30 km/t

Vi ankom til P-pladsen, og det regnede - ikke styrt-meget, men dog "nok". Det ligger tilsyneladende oppe, har ikke checket det, men oppe, regnvejr og noget blæst, var ikke bedste vejrforhold til vores påklædning (kortærmet tynd t-shirt og korte bukser). Vi kiggede på stedets tilbud:

... og gik mod receptionen, og købte en paraply (made in china), et kort over området, og nogle fuglefrø til de vilde fugle, der typisk "kiggede forbi", og fik mad af den stadige strøm af turister. Her er en af dem :-)

Fruen har fået et nært forhold til (nogen af) Australiens dyr.

Dette er ikke taget med tele, bare meget tæt på ...

De grøn-røde var der også. De er lidt større end de andre.

Nu var vi jo kommet til stedet, så vi skulle også ind i skoven, og gå "trætoppeturen". Det var et anlagt stisystem, hvilket er godt for alle. Dels får vi ikke mudrede sko, og undgår utilsigtet nærkontakt med de derboende dyr, man beskytter også skoven mod et utal af fødder. Turen var ikke meget lang, men den var anlagt, så man både så skoven nedefra jordhøjde (næsten), og oppe fra trækronehøjde - hvis man ville. Hele området er i øvrigt beliggende i et krater fra en meget gammel stor vulkan. Man skal pænt højt op i luften for at se det i dag, men kan godt se det cirkelrunde resultat af et større udbrud.

Gangsystemet i mellemhøjde.

Her i hjørnet er årsagen til navnet, et træ, der var stort nok til at være meget større end de andre store træer. De havde lavet en let vej op i form af metalstiger, der endda var sikret med net i ryggen, så man nærmest kravlede i et rør. Fruen ville ikke op, og jeg kunne slippe for rygsækken, der også kun lige ville kunne snige sig gennem røret. Jeg har altid været vild med at klatre op i alting. Bjerge, tårne, skrænter .... På mine gamle dage, er jeg begyndt at få et lille sus i maven, når jeg kan se lige ned - langt ned. Jeg nægter dog at lade mig diktere af den slags, og kravlede beslutsomt op i det let svajende træ.

Udsigt fra trætoppen

Belønningen kom i form af den lidt usædvanlige oplevelse, det er at kigge ned på de andre store træer, og se dem forme noget, der nærmest ligner en græsplæne. Så også en sky komme drivende hen over bakketoppen i nærheden. Det må have været i en opholdsperiode. også sjovt at se de mange andre vækster, der gror i sådan et træ. På vej hjem tænkte jeg over tid og forgængelighed. Alt levende på jord har en tid, før vi atter indgår i det store kredsløb, der holdes i gang af solen. Selv skildpadder, der vel er de længst levende dyr, er småbørn i forhold til træer. Mener vi i USA så et træ skåret tværs igennem, og åreringene gik tilbage til ca. år 0. 2000 år! Vi har nogle ret gamle egetræer ... Ved ikke hvor gamle disse bliver, men syntes at have set 1000 år, det kan i jo slå op :-) Det giver begrebet tid en helt anden dimension. Tænk hvis disse træer kunne tale, og fortælle om de dyr og mennesker, der som små fluer er faret forbi, mens det tålmodigt har stået og kigget.

Tilbage fra turen, og til den helt konkrete dag. Vi besluttede småfrysende, at det var bedre at vende tilbage til lavlandet og de vanlige 30 grader. Så måtte vi undvære de andre ture i skoven, og dens vandfald. Inden skulle vi dog lige have en bid mad, men den gik ikke. Køkkenet var lukket da vi ankom til cafeen ved 3-4 tiden. Så gik vi mod bilen, og kørte tilbage ad den lange, smalle snoede vej. En times kørsel fra nærmeste by og benzintank.

På vejen så vi denne kænguru, der nød det regnvåde græs i et hårnålesving. Vi stoppede, hvilket de tre bagvejkørende biler sikkert var glade for (da de kørte forbi) :-)

Her kan man tale om hjemmeboende barn :-)

Vi kiggede efter koalaer, men så kun en masse træer, hvoraf en del havde en udvækst, der kunne minde om en koala, når man leder efter den slags. Vi var dog ret tilfredse med at have set en af de legendariske arter udenfor zoo :-)

Bilen trængte til mad, så det fik den. Vi gjorde egentlig også, og fruen udelukkede på forhånd muligheden "lave mad selv". Ville helst noget take-away, og sådan blev det selvfølgelig. Første større by på vej hjem hedder Nerang, der vist mest er en soveby, og fruen mente det ville være fint at finde et sted der. Jeg startede google maps på telefonen, og fandt dette:

Pizzasted med vores bil i baggrunden.

som vi endte med at bestille hos. Det var ganske fint, og de havde et system, der sagde, hvor længe man endnu skulle vente. En skærm foran en computer, men en god ide egentlig. Stedet var lille og effektivt.  De var mest til pizza, men vi endte begge med pasta. Jeg med alt godt fra havet, Annemette med noget kylling i pesto.

Vores lager af vin var nede, så vi smuttede lige forbi Dan's, der lå på vejen ½ times kørsel hjemad. Lige på det modsatte hjørne, lå en pizza-forretning af samme slags, så vi kunne med fordel have ventet. Det var åbenbart en kæde :-) Nå, de var kommet til at lave min mad med en forkert sovs (tomat i stedet for ost), så de beklagede de ekstra 3 minutter det ville tage, og så fik jeg den forkerte med. Frokost i morgen :-)

Det var fint, og vi sluttede aftenen hjemme foran fjerneren og en OK film.
Det så ikke ud til at have regnet her.

Glemte lige at nævne, at jeg havde fået et område på anklen, der kløede. Vi troede først, at det var insektbid, men da det kom under lys, viste det sig at være små "nåle" fra en plante, jeg åbenbart har været for tæt på. Det ligner de små nåle nogle kaktusser har (oponto). Annemette måtte lige lege sygeplejerske, og tage dem ud med en pincet. Vi fandt vist ikke dem alle, for det klør stadig lidt - men slet ikke så meget som i går.