Jeg får læst lidt i min bog (mit smukke genom af Lona Frank). Den er fra 2010, og hun har godt nok fået talt med mange forskere og ladet sig teste for alverdens ... Kan godt anbefales, hvis man er lidt "videnskabsnørd" :-)
I går læste jeg om datingsites baseret på DNA, HLA generne mere præcist. Linket er lidt nørdet, så i får lige highlights fra bogen.
Nogen har undersøgt (via blindforsøg med svedige T-shits), at vi vælger partnere via dufte, og at de dufte hænger sammen med netop HLA, der igen hænger sammen med vores immunsystem. Dem der har HLA forskellig fra en selv, dufter godt. Det betyder, at børn vil få en kombination af begge forældres immunsystem, og det er jo fikst. Hvad jeg så ikke forstår er, at der kun er tre hovedgrupper med nogle undergrupper. Hvis vi får en kombination, skulle man mene, at det efterhånden (over generationer) ville blive en stor grød. Nogen der forstår dette ?
Nå, det pudsige er, at p-piller vender dette på hovedet. P-piller giver en slags graviditets-tilstand. Gravide kvinder vælger ikke efter bedste gener (dem har hun jo allerede fået), men mere efter tryghed - og det ser ud til at være samme HLA gruppe som hende selv. Det skulle i øvrigt give samme hovedform. Bogen nævner, at der er eksempler på, at par har fundet sammen mens hun er på p-piller, og der kommer knas i forholdet, når hun holder op (fordi de vil have børn). Det giver jo den genetiske mening, at han er en forkert far som "sæddoner", men den rigtige som partner når barnet er undfanget ... Biologisk set, er det monogame ægteskab altså ikke den bedste ide, kunne det lyde som. Der var andre genetiske udsving på dette. Nogle konstellationer gav mere eller mindre promiskuøse mennesker. HLA fænomenet var også ret fraværende for negre og asiater. En mente, at det oprindelige formål var, at undgå indavl i talmæssigt små grupper af mennesker. Engang for ca. 75.000 år siden, var der jo kun ca. 1500-2500 mennesker, der overlevede et supervulkanudbrud. De boede i øvrigt nær Etiopien. Vi er alle en stor familie :-)
Det minder mig i øvrigt om en anden undersøgelse, jeg læste om. Man fandt ud af, at kvinder omkring ægløsningstidspunktet foretrækker "en hulemand"/alfa-han, mens de udenfor den tid foretrækker "en sød partner". Det giver den lidt sjove - synes jeg - tanke, at parret aldrig er sammen. Hun er ude at jage en hulemand en kort periode hver måned, mens han er ude iklædt leopardskind og kølle hver aften :-)
Der er andre undersøgelser, der viser, at de fleste gifter sig med en person med samme sociale baggrund og status. Egentlig et mirakel, at man kan få alle disse parametre til at gå op i en højere enhed.
Der er naturligvis også firmaer, der gen-screener folk inden de får børn. Dette for at diagnosticere for et utal af arvelige sygdomme. I dag, skriver hun, er ca. 6% af alle børn "reagensglasbørn" (Ved ikke om det er i DK, eller den vestlige verden - næppe i Afrika). Dette tal mener disse firmaer vil gå dramatisk op, så man kan finde de rigtige æg - uden arvelige sygdomme. Denne gen-selektion synes jeg er meget farlig. videnskaben kender i dag en mængde geners betydning, og de arbejder stadig. I dag screener man for sygdomme - og køn (og se hvad det har betydet i Kina, Indien og Pakistan), i morgen er det måske hårfarve, øjenfarve, hudfarve, højde, anlæg for fedme, intelligens, atletisk bygning osv. osv. Det 3. riges ide om racehygiejne var ikke deres tankestof, og de bliver ikke de sidste udøvere.
Vi skanner allerede gennem fostervandsprøver, og 1/3 af de syge børn vælger man at ende som aborter. Det er 40.000 om året (igen, ved ikke om det kun er i DK).
Der er også en samfunds-økonomisk vinkel på dette, da syge jo koster mange penge. Samfundet har altså en økonomisk interesse i at undgå, at der fødes genetisk syge børn. Hvem skal bestemme det ? Hvor går grænsen? Skal man forhindre børn, man ved har (genetisk) anlæg for psykoser, depression eller aggression (forbrydere og sindsyge) ? Skal forældrene bestemme og samfundet betale, eller er det samfundet, der ejer børnene - også før de bliver født. Ejerskabet til børn er i øvrigt også en debat senere, fx. ifbm. tvangsfjernelser - eller endda i skolen. Tænkte fx. lige på lovforslaget om at straffe forældre, der ikke får deres børn i seng, så de er friske i skolen. Det er jo spild af penge til skolegangen - men altså et tegn på, at staten synes, de ejer børnene mere end forældrene gør.
Gad vidst om forskerne kan skelne afvigelserne, og se hvilke, der er gode, og hvilke, der er mindre gode? Vores art er jo i stadig udvikling, evolutionen virker i hver generation. Det er jo netop disse små afvigelser, der gør, at vi udvikler os. Nogen gange er en egenskab uheldig - i det miljø, der er "lige nu". Andre gange, er det den rigtige vej. Håber fgm. de tænker sig om, når de overtager styringen af naturen. Indtil videre synes jeg, at der er for mange kedelige eksempler på, at det er svært at styre. Der er altid en lille detalje man glemmer. Hernede, i "revet", forsvandt en eller anden snegl. Det var man vist egentlig glade for - indtil man fandt ud af, at det var en "dræberkorals" eneste naturlige fjende. Så nu spreder de sig frit. De gør det, at de lægger sig "udenpå" andre koraller, og fordøjer dem, efterladende et dødt område (fordi mange dyr kun lever blandt levende koraller). Mon ikke man har fået indsat de snegle igen ? Eksemplerne er desværre mange.
Vores meget søde naboer har lige skrevet, at vi har haft et dyr på besøg i huset derhjemme. Det er nok en rotte, og den har øvet hærværk hist og her. De ordner sagerne hjemme, mange tak.
Det kan jeg måske fortælle mere om i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar