mandag den 14. februar 2011

mandag - lidt tanker fra det fjerne

Underlig, har vi talt om, så mange ting vi har, og så lidt man egentlig behøver...
Jeg tror både Annemette og jeg har et samler-gen et sted :-) Måske er det bare det, der sker for mange af os. Man skaffer sig en bolig, og ender med at fylde den til randen med ting. Vores er lidt stor, og der er derfor plads til mange ting. Og hvad bruger vi dem egentlig til ??
Jeg er "god til" at købe ting, der ser spændende ud til "hvis nu", faktisk har vi en del ting, der aldrig har været brugt. En intention måske, der aldrig blev udført. Noget, der blev brugt lidt, men så alligevel ikke ...

Vi skal rydde op, når vi kommer hjem. Eller er det bare endnu en god intention ? Det vil vise sig :-)
Lige nu lyder det rigtigt.

Jeg savner da mit lækre lyd/TV-anlæg. Her er et alm (fladt) TV uden de store dikkedarer. Der er faktisk en del kanaler, men ikke mange af dem vi gider se. De er smækfyldt med drøn-irriterende reklamer, der oven i købet gentages til trætte. Det har dog den positive effekt, at man ikke bliver forfalden til at kigge TV :-)
I går var det mest spændende "Mordet i orient-expressen" med Hercule Poirot - vist dog en nyindspilning. Ellers er det mest gamle film af "familie-typen". Hvis de taler grimt, vil man blive advaret inden, jojo, staten passer på os.
Hjemme har vi endnu flere kanaler, men da også flere vi faktisk gider se - selv om det nok kun er ca. 10% af det totale udvalg. Vi gider heller ikke se danske "reality" shows - uanset, om det er nogen, der skal tabe sig, eller hvad de nu måtte have fundet på af tema i underholdningens - og seertallenes - hellige navn. Seertallene, der sætter prisen for reklamerne, og som derfor bestemmer kvaliteten. TV til "den almindelige borger".  Så må højpanderne kigge TV fra DR2 kl 22. Fladpanderne har vundet de gode tider - men skal jo også tidligt op om morgenen. Hjemme har vi for travlt med at leve vores eget liv, så der er desværre ikke rigtigt plads til at følge med i de serier af shows, de sender fra TV3, DK 5, TV2, DR1... X faktor ville vi have set, men lever nok også et år til uden. Sport er godt, synes en af os :-)

Vores situation er naturligvis også lidt speciel. Lidt midt-imellem. Vi bor her, og Annemette arbejder, men det er jo så relativt kort tid vi skal være i landet, at vi ikke rigtigt bor her. Det er heller ikke rigtigt ferie - selvom weekenderne meget ligner ferie. Det er en af de fede ting. Vi har ferie lørdag-søndag. Vi bor her i lejligheden, men det er jo alligevel ikke rigtigt et hjem. Var det et hjem, ville vi nok udskifte køkkengrejet, få nogle bedre pander og gryder, og noget bedre bestik :-) Når det er sagt, så opfylder det jo formålet. Vi kan lave mad, og endda spise det.
Vi har ikke flere ting, end det kan være i to kufferter og to fly-håndbagage kufferter. Så længe vi er her, er det endda i overkanten. Boede vi her fast, og ikke skulle med fly hjem engang, ville vi givetvis købe nogle flere ting, men næppe mange. Jeg ville købe svømmefødder - det gør jeg måske (afhænger af vægten), vores køkken ville have et større udvalg af basis-ting og krydderier, men det ville næppe gå amok. Dertil er skabspladsen ikke stor nok - rigelig til nu dog.
Boede vi her, ville vi givetvis finde et kor i området, og have noder ol. måske et klaver. Jeg ville sikkert også dyrke en form for sport, ikke nødvendigvis volleyball - måske dykning i en klub ? I så fald ville jeg jo nok have mit eget udstyr.
Så jo, flere ting ville snige sig ind i hjemmet. Bøger ? Vi har ret mange der hjemme, og de fylder da pænt op. Er det ikke sådan, at de sniger sig ind, og kommer aldrig ud igen ?? De tilhører jo pludselig ens kulturelle fortid - også selv om de nok aldrig bliver læst igen. Hvor tit finder du en gammel bog fra fortiden, og læser den igen ? Hjemme kan man finde bøger, der aldrig er læst - og endda nogen, der ikke er ment til at læses (ordbøger, leksika ol.).
CDer og DVDer er lidt samme sag, men især CDerne bliver faktisk hørt igen, især de foretrukne "10%". jeg har meget svært ved at se mig selv skille mig af med min samling. Hjemme har vi dog måske en reolmeter DVDer, vi ikke har set endnu - der er ikke rigtigt tid, men de er da rare at have, til den dag, der ikke er noget på de "70" TV-kanaler, og vi ikke har andet at lave... Nogen, der har lyst til at se "ringen" sammen med mig. Den er på DVD-er, optaget på den nye opera i Bo Holtens opsætning ? Afsæt gerne en weekend, du kan låne gæsteværelset :-)

Blomster.. Er da pæne at se på. Jeg nyder dem mest i deres naturlige miljø, men hjemme kommer de da indenfor. De ved ikke, at det er starten på deres død - i vores hjem. Vi har ikke grønne fingre - end ikke neglen er det mindste grøn. Udskiftning skulle være godt.... Her har vi ingen blomster inde i lejligheden. Måske vi ville have det, hvis det var vores varige hjem ?

Møbler... Uha. Er det ikke sådan, at vi fylder rummene med de møbler, der er plads til - og måske en lille smule mere (med tiden) ? Her er en passende mængde. Ikke "bulket", og ikke nøgent. Passende. Jeg har ikke noget særligt forhold til den slags - så længe det virker, og det gør det.

Tøj. Igen en forskel på at bo, og at være på gennemrejse. Vi har det, vi har brug for på en tre-ugers ferie, der kommer om en måneds tid. Her har vi vaskemaskine, og jeg er typisk iklædt: korte strømper (købt i Bulgarien, har ikke set dem så korte ellers), halv-lange bukser (lidt over knæet), t-shirt. desuden råder jeg over to par badebukser, og har taget to par lange bukser med. Det ene par var til rejsen i de kolde fly, siden har de været i skabet. Her er konstant 20-30 grader (eller mere ? - vi har stadig ikke noget termometer, så vi bruger de officielle tal fra nettet (lige nu er det tal 30)). Bor man et sted, vil man sikkert have festtøj og andre specielle klædedragter. Annemette ville givet følge sin genetiske disposition (X-kromosomet i dobbelt), og fylde den skabsplads, der måtte være, samt den del af skabene, som jeg jo alligevel ikke har brug for. Sjovt nok vil denne mængde stadig ikke løse problemet: "Jeg har ikke noget at tage på".
Her er klimatiske forhold naturligt nok en faktor. Hjemme skal vi have tøj til -20 - +30 grader, regn, sne, blæst, pænt, arbejde, have/male... Her er 20-30 grader tørvejr det nødvendige. Regner det, vil man sikkert ikke have lyst til at være ude, og vil alligevel blive gennemblødt hvis man er ude - og kan således nøjes med de vanlige korte bukser og t-shirt.
Nåja. Have. Vi bor i en lejlighed. Der er folk, der ordner det praktiske, og vi har ingen have. Vi har 20 km park + det løse lige udenfor døren. Vi har ikke brug for haveredskaber, værktøj, rengøringsartikler eller remedier. Der kommer et par (Philipinere ?) hver fredag, og gør rent. Jeg er - må jeg erkende - typen, der aldrig vil se det smukke eller fornøjelige i havearbejde. En spade er en person, der gør noget dumt. En sneskraber er et redskab, der meget gerne skulle være helt overflødigt, de steder jeg har lyst til at være.

Køkkenredskaber.. Uha. Vi har 30 m2 køkken, og stadig få cm3 ledig skabsplads. Vi har en is-maskine. Den virkede som en god ide, og vi har faktisk brugt den en gang. Resultatet blev både dyrere og dårligere end at købe det færdigt, men intentionen var vel OK ? Vi har... mange specielle ting, jeg rødmer ved at tænke på, og endnu flere, som jeg endda ikke kan huske. Behovet er vel egentlig et godt sæt knive, nogle skærebrætter, nogle rør-rundt ting, og nogle spise-ting.. Jo, det bliver stadig en del ting, men...

Badeværelset. Uha, hvor er der mange kemikalier. Der er hylder med ting jeg ikke ved hvad er, og er for klog til at spørge om - eller bare for pivet (og uinteresseret) :-) Heldigvis er mange af disse ting blevet i landet, og ingen er faldet døde om af den grund. Fordelingen fra soveværelsets klædeskabe gentager sig her som ved et lille mirakel.

Måske skulle man bare lige snuppe "a nice cup of tea" (vandkedel, tebrev, teske, sukkerskål, mælk fra køleskab, tekrus, opvaskemaskine).

2 kommentarer:

  1. Hold da fast, man bliver da helt bekymret. Den stakkels mand går her helt alene hver dag og keder sig og se, hvad der kommer ud af det. Nu kan man måske få lov til at tømme loftet og smide l.... ud..!! :-)

    SvarSlet
  2. Jamen kære Freddy dog, jeg er sikker på fruen ville se med betydelig velvilje (og sikkert også chok) på at du rengør jeres hus mens fruen arbejder:=)

    Nu nævnte du sne vi har lige fået ca.½ meter i går og i nat dvs. det ligger i driver så nogle steder er bare andre de førnævnte møngder.

    Du/i kan være glade for at laboratoriet ikke ligger i en samisk by der hedder Karachok eller sådan noget lignende temperaturen i går var -41, 3 grader gyyyys

    SvarSlet