Weekendtur til Cairns - søndag

Vores tur var med et menneskeligt pick-up tidspunkt, 9:45, så vi kunne nå hotellets morgenmad. Jeg er ikke meget for morgenmad, men scrambled eggs & bacon kan jeg som regel få ned :-)

Han var en venlig mand, der dels var overrasket over IKKE at have minibussen fyldt med asiater, men med folk der talte "mit sprog", som han sagde. Jeg var nu overrasket over, at han var der til tiden. Han var også ret ny i landet, kom fra New Zealand. En hyggelig herre på vores alder.
Vi faldt i snak med Jennifer, der var psykolog. Mere om hende senere.

Oppe i landsbyen Kuranda, der vist er ejet af indfødte,fik vi lige en kort køretur rundt, og blev derpå sat af ved den svævebane, vi senere skulle ned med. Ned siger jeg, for det er oppe i bjergene (vist ca. 400m over havet), og inde i et større område med regnskov.

Faktisk var vejret ret OK da vi ankom. Se bare denne glade turist fotograferet ved noget af byens kunst - som de i øvrigt har en del af.

Byens hovedgade - tror jeg.

Vi tænkte, at dette skulle være stedet at købe et par ting med hjem. Ikke så over-turistet som Cairns, og vi kommer sikkert ikke så langt nordpå (mod ækvator) mere på denne tur. Vi fandt en forretning, og reddede den venlige dames omsætning. Det havde været et lidt hårdt år. Turisterne er blevet væk pga. oversvømmelse og Yasi, der i øvrigt ikke havde påvirket denne by noget synligt. Dette er i øvrigt generelt for hele Queensland.

Forretning, hvor de bla. solgte krokodilleskindshatte. Denne er da lidt sjov :-)

Nå, byen var i den grad til at overse, og forretningerne, der solgte lokale kunstneres tilvirkninger af de samme ting, var også ret ens. Annemette fandt dog endelig sin kjole, og jeg fandt måske fred for flere kjoleforretninger, sagde han i et tonefald, der mere udtrykte håb end egentlig tro.
Vi fandt en af byens små dyreparker koalaparken. De havde også parker med fugle og sommerfugle, men dem sprang vi over. Her er dog en lille vild fugl, der sidder på en el-ledning.

Tilsyneladende bekymret for at falde ned ?

Min yndlingsturist ved indgangen til dyreparken.

Vi ankom til den lille park netop som de var ved at fodre de små krokodiller (sikkert voksne, men altså ikke saltvandskrokodiller ...).

Jeres udsendte på arbejde. Udsigt over krokodillerne.

Ja, det er så krokodiller ...

De lever jo naturligt her oppe i det tropiske (fra Rockhampton og nordpå). Nede "hos os" på guldkysten er vejret for koldt, og de dør af lungebetændelse om vinteren (hvor temperaturen jo kan komme ned på de 20, eller endda lavere). I zoo bliver de også mindre sydpå, selv om de får varme fra IR-lamper, og således overlever. De lukker ned for systemerne, og spiser derfor ikke. Hunnerne vokser en del af deres liv, hannerne hele livet - så de bliver større. Lidt modsat os mennesker, kom jeg vist lige til at tænke :-)

De havde også delvist fritgående Wallaby.

Vi kom til den lille bod med "bliv fotograferet med en slange (sorthovedet python), eller en koala" (for 100kr ... ). Først gik fruen forbi, men så ombestemte hun sig, og fik dagens største oplevelse. Den var på alle måde nuser :-)

Den var blød og sød.

Det lykkedes at undgå at adoptere den -:)
Sødt, at de havde tid til at fotografere os med vores kamera.
Jeg bad oprindeligt bare om det billede han tog på min USB-stick (som altid er i tasken).

Vi fik et print af det billede han tog i næsten A4 størrelse. det kan i se ved lejlighed :-)

Vi var næsten gennem parken, og så begyndte det at regne - pænt meget. På med de gule kondomer (det var faktisk ikke så let, de er ret tynde), og over mod en restaurant, tænkte vi. Homo Saphiens skal også fodres i ny og næ. Det var nu heller ikke så let, men vi fandt en italiensk, der oven i købet havde udsigt over regnskoven ... De andre steder var mere sandwich og den slags mindre ting.
Det var en OK restaurant, og portionerne var (for) store. Vi syntes bedst om denne udsigt, som vi havde det meste af middagen.

Fuglene kunne åbenbart ikke rigtigt lide at flyve i regnvejr.
De hedder latterfugle, men syntes åbenbart ikke regnvejr er særligt sjovt.
Jeg er totalt enige med de to fugle.

Vi havde stadig en time i byen, inden vi skulle tilbage til lavlandet med svævebanen kl 15. Vi havde set det meste, og slentrede mod stationen.

Fruen demonstrerer tropisk mode. Taget ved Kuranda togstation, der var ganske sød og pæn i øvrigt.
Stedet er mest valgt, fordi der var et lille halvtag, så linsen ikke blev fyldt med vanddråber.

Det regnede ...

I ventesalen mødte vi Jennifer igen, og slog følge med hende resten af turen. Vi havde en fin tur ned til 1. stop, der var Barron falls:

Det mest imponerende med den slags vandfald, synes jeg, er lyden. Denne dundrende mørke rumlen under den hvislende larm. Det er i øvrigt et vandkraftværk - det kunne vi dog ikke se.

Jennifer fortalte, at hun var her oppe fra Sydney (hvor hun var forsker i Psykologi) fordi hun skulle yde krisehjælp til statens redningfolk - altså dem, der hjælper befolkningen ifbm. disse katastrofer, der har været nyligen. Hun fortalte i øvrigt også, at hun led af højdeskræk, men at dette var første gang, hun ikke var bange. Hun sagde venligt, at det nok var vores rolige adfærd, der smittede. Hænge i en lille gondol, der gled hen over de høje træer (og hen over en flod langt nede), er nok ikke hofretten, for folk med højdeskræk.
Jeg nød udsigten lidt, men det var helt ærligt for regnvejrsagtigt til at kunne se rigtigt.

Et af de mindst ringe, hvor man kan fornemme en flod langt nede.

2. stop var på en bjergtop, og bød normalt på et flot kig ud over dalen og ned mod Cairnes. Vi kunne ikke se 100m ned ...

Jennifer i gondolen, og helt afslappet :-)

Hurtigt videre. Vi kom helskindede ned, og blev samlet op, af den ventende bus. Det var samme chauffør, men en større bus. Han havde stadig vores kuffert, og vi blev kørt til lufthavnen - og de andre gæster til Cairns bagefter. Annemette fik Jennifers visitkort, hun var en meget sød dame.

Vi var i lufthavnen i ganske god tid ca. 16:45, skulle flyve 19:40. Tid til at organisere papirerne, få checket ind, og afleveret kufferten. Så var det tid til en kop kaffe, syntes fruen. Trods vores ret store middag, var fruen indstillet på "en lille smule" efter kaffen. Vi endte på "Hungry Jacks", og fik en cheeseburger hver. Vi fik også tid til at kigge i boghandelen. Jeg ville have en bog, der hedder noget ala "historiens største fejltagelser, og de personer, der lavede dem". Den var desværre udsolgt (jeg havde set den i Brisbane lufthavn). Til gengæld fandt fruen "Atlas of Australian Dive Sites", der er en rutineret dykkers gennemgang af en masse forskellige steder at dykke, og en klassificering af dem (<25 dyk, 25-100, 100+). Noget er dybdedyk, vrag osv.
Han skriver også generelle ting om dykning og udstyr. han skriver fx. om dykning med krokodiller, at han aldrig har mødt nogen, der har gjort det. Han angiver to mulige grunde, og frarådet det i øvrigt:
1. Ingen har gjort det
2. Ingen har overlevet at gøre det, så de kunne fortælle om det
Om dykning med hajer sagde han, at det jo nok kunne skræmme de mange væk, men at det var en stor oplevelse, og at der er flere der dør i trafikken. lidt ringe trøst, tænkte jeg, og vil fortsat forsøge at undgå de tre farlige (tyrehajen, tigerhajen og den store hvide). Langt de fleste hajarter er altså ufarlige for mennesker.

Vi landede planmæssigt efter en overvejende rolig tur - med få bump undervejs - kl 21:45. 10 min. senere havde vi kufferten, og ringede til P-selskabet. Vi måtte først ringe, når vi havde fået kufferten.
Der gik 30 min. før de dukkede op (der var to af deres biler, der var kørt forbi undervejs). Det endte med, at det tog en lille time før vi havde vores bil, derpå endnu godt en time hjem, så vi landede ved midnatstide. Travl dag, sagde jeg lidt spørgende til skrankemanden. Ja, alt det vejarbejde generede dem meget ... Ikke nogen beklagelser i øvrigt.

På vej i flyet havde vi begge taget vores sko af, så vi kunne tørre fødderne. Min lædertaske var også godt våd, men det hjalp faktisk med den strøm af kold luft, der kom hen langs gulvet.

Fruen gik i seng. jeg tog mine nu noget mindre våde sorte strømper af, og noterede at mine fødder var ganske sorte af opholdet i de våde strømper.

Dejligt at være tilbage i 30+ grader og klar sol.